12.12.22

Data og robotter skal give grønnere fingre

Foto:
Når Nordic Harvest udvider sin produktion, bliver den vertikale farm meget mere automatiseret, end det er tilfældet i dag, og dataindsamling og -analyser kommer til at spille en større rolle. Det skal sikre planterne endnu bedre vækstbetingelser.

Automatisering kommer til at spille en stor rolle i fremtidens vertikale landbrug: Når Nordic Harvest udvider produktionen i Taastrup, automatiserer vi nemlig en lang række processer, ligesom data om planterne bliver endnu vigtigere i produktionen.

“Vi er i princippet ved at udvikle en hel ny vertikal farm fra bunden, og i den forbindelse bliver mange af processerne forbedret. Vi automatiserer hele rejsen fra frø til pakning, og vi optimerer også, hvordan lysene, luftfugtigheden, temperaturen – ja, det hele – fungerer,” forklarer Niels Valdemar Juhl, der er CTO hos Nordic Harvest.

Første skridt er at bygge en næsten fuldautomatisk produktion, der skal gøre det lettere at så, spire, transportere og høste planterne. I dag foregår en del af de processer nemlig manuelt, men i fremtiden kommer det til at blive en mere strømlinet og dynamisk proces.

Konkret drejer det sig blandt andet om en gelstøbemaskine, der skal så frøene i den organiske gel, som de får næring fra, ligesom robotter skal kunne samle, fordele og flytte rundt på de plader, kaldet “floats”, som planterne vokser i.

Data skal guide produktionen

Udover en automatisering af rejsen fra frø til færdig salat kommer vi også til at forbedre og automatisere mange af de parametre, som sikrer planterne gode vækstvilkår. Det gælder for eksempel lyset, der bliver skræddersyet til planternes individuelle behov.

Automatiseringer og forbedringer af lyset og andre parametre, som temperatur, næring og luftfugtighed, kommer også til gøre det lettere for os at indsamle og bearbejde data om planterne. Og det skal bruges aktivt til løbende at forbedre planternes vilkår i produktionen. Det er næste skridt i en mere automatiseret vertikal farm.

For selvom vi allerede har et hurtigt voksende datagrundlag at arbejde ud fra, giver vores nuværende analyser i første omgang kun indikationer at arbejde ud fra. Men når udvidelsen er på plads, kan vi med større præcision vurdere, hvilken effekt det vil have, når vi skruer på de forskellige parametre.

“Når vi får produktionen op i fuld skala, får vi virkelig syn for sagen. For det kan godt være, at de forsøg, vi laver i dag, giver nogle gode indikationer, men vi kender først de helt præcise effekter, når udvidelsen er på plads. Så får vi noget, hvor vi kan måle effekterne én til én,” siger Niels Valdemar Juhl, der tilføjer:

“Jeg plejer at sige, at det at dyrke salat på en vertikal farm er en proces, hvor 1 + 1 = 7, men det kan også give -3. For hvor nogle parametre kan forstærke hinanden, så kan andre gå ind og modvirke hinanden. Så det er en kompliceret proces, hvor det er godt at kende alle nuancerne,” siger Niels Valdemar Juhl.

En mere dynamisk proces

På endnu længere sigt kommer automatisering, dataindsamling og -analyse til at spille en større og større rolle: Planen er også at implementere kunstig intelligens, AI, som skal gøre det muligt lynhurtigt at indsamle og analysere flere typer og større mængder af data om vores afgrøder og de betingelser, de vokser under.

Med kunstig intelligens vil vi altså endnu mere præcist kunne vurdere, hvordan en lang række variable påvirker plantens vækst, smag og sprødhed. Alt sammen for at sikre den bedst mulige salat på supermarkedshylden.

Automatiseringerne er altså et afgørende element i udvidelsen. I sidste ende er de med til at sikre det, der bliver en mere dynamisk produktion, har stifter og direktør hos Nordic Harvest, Anders Riemann, tidligere sagt: 

“Vi laver en gennemgribende omlægning af hele produktionsapparatet, som i endnu højere grad tager højde for, at planterne har forskellige behov, når de er små, mellemstore og høstklare. Med andre ord bliver det en mere dynamisk produktion hele vejen rundt.”

Artiklen kan læses her

Læs mere lige her