1.8.22
Nyhed

Vertical farming kan blive det nye vindmølleeventyr

Foto:
Et hypermoderniseret landbrug og Vestens enorme købekraft fører til skovfældning i hele verden. Selvom vertical farming er i sin spæde begyndelse, har teknologien bag potentiale til at disrupte den globale fødevareproduktion, så vi kan få skovene tilbage. Og Danmark har alletiders mulighed for at gøre vertical farming til et nyt vindmølleeventyr i form af et teknologisk og vidensmæssigt europæisk cluster. Men vi skal handle nu.

Engang var Danmark dækket af skov. Men takket være intensivt landbrug har vi dels opnået en meget høj levestandard, men vi har også ændret vores land, så det samlede areal til landbrug udgør 62%, mens skovene fylder mindre end 15%.

Vores høje levestandard har samtidig givet en enorm købekraft, der fører til, at der nu bliver fældet massive mængder regnskov i Sydamerika, fordi bønderne skal producere sojabønner til europæiske køer og grise, og at der bliver fældet skove i Indonesien og Malaysia for at producere nok palmeolie til Vestens forbrug. Men det er til skade for naturen, biodiversiteten og klimaet. Og et problem for os alle sammen. Men sådan behøver det ikke være. Og her kan vertical farming komme til at spille en afgørende rolle.

Vertical farming bruger den nyeste teknologi til at dyrke grønt på et meget mindre areal, end man gør på marken i dag. I dag er det hovedsageligt bladgrønt, der kan produceres på den måde, men i takt med teknologiens fremskridt vil man i fremtiden også kunne dyrke andre typer afgrøder.

Med vertical farming har vi altså et stort potentiale til at disrupte det incitament, vi giver bønder i hele verden, til at fælde skove for at producere de råvarer, vi skal bruge i vores del af verden. Som den del af verden, der er mest udviklet, er det vores ansvar at bruge den viden, vi har, og den teknologi, der er til rådighed, til at producere fødevarer på en langt mere skånsom måde i forhold til at bruge jordens ressourcer. 

Danmark vil gerne være i front på den bæredygtige omstilling. Vi har en stor fødevareklynge og viden om fødevareproduktion i Danmark. Vi har dygtige ingeniører, og vi er dygtige til at sætte kendte teknologier sammen til nye anvendelsesmuligheder. Sidst, men ikke mindst, så har vi flere danske virksomheder, der er førende på teknologi, produktion og rådgivning indenfor konstruktion, styring og automatisering samt vand, flow og pumper.

Danmark har alletiders udgangspunkt

Vi har altså alletiders udgangspunkt for at sætte os i front på vertical farming. Men vi skal ville det også. Vi skal simpelthen investere viden og penge i det. Meget mere end i dag. Og så skal der politisk vilje bag, hvor vertical farming først og fremmest skal anerkendes som en industri, hvor vi i dag oplever at ingen rigtig ved, hvilken sektor vi hører til. Der skal kigges på støtte- og mærkningsordninger for landbruget i forhold til vertical farming, og der skal investeres i forskning.

Hos Nordic Harvest har vi allerede taget skridtet – fra at være afhængige af udenlandske leverandører er vi begyndt, i samarbejde med danske virksomheder, at opbygge viden og kompetence i Danmark. Men det er en lang proces, og som startup-virksomhed kan vi ikke stå for det alene. 

Vertical farming kommer ikke til at redde skovene i morgen. For mange afgrøder er vertical farming stadig en dyr produktionsform – for eksempel kartofler eller andre tungere grøntsager. Men udviklingen er først lige startet, og det går hurtigt. For eksempel forventes det, at LED-lyset allerede er blevet 5-10 % mere effektivt om blot 5 år, og virksomheder som Beyer har sat gang i udviklingen af særlige sorter og frø, egnet til vertical farming. I USA bliver der investeret milliardbeløb i vertical farming, og investorerne er Alphabet, Amazon og Goldman Sachs. Og selvom teknologien bag vertical farming stadig er ny, så udvikles der i rekordfart. Toget er sat i gang, og hvis Danmark skal udnytte det gyldne vindue, så er det nu. 

Vertical farming er altså ikke kun et spørgsmål om ansvar. Det er også en god investering. Tænk bare på vindmølleindustrien. For 40 år siden var den slet ikke, hvad den er i dag. Udviklingen har taget syvmileskridt. Fordelen, ved at vi har investeret stort i vindmølleindustrien gennem 40 år, er, at vi i dag kan få profit ud af det. Nu er det en industri, som øger vores velstand. Og vi investerer heller ikke i Power-to-X bare for vores blå øjnes skyld. Vi investerer, fordi vi kan se, at det vil komme til at øge vores velstand endnu mere. Bare tænk på hvor hurtig den teknologiske udvikling er i dag og hvor vertical farming så kan være henne om 40 år?

Med vertical farming har vi altså et stort potentiale til at disrupte det incitament, vi giver bønder i hele verden, til at fælde skove for at producere de råvarer, vi skal bruge i vores del af verden. Som den del af verden, der er mest udviklet, er det vores ansvar at bruge den viden, vi har, og den teknologi, der er til rådighed, til at producere fødevarer på en langt mere skånsom måde i forhold til at bruge jordens ressourcer. 

Artiklen kan læses her

Læs mere lige her