Planter skal bruge lys for at vokse. Det kaldes fotosyntese. Da vores planter vokser indendørs erstatter vi sollyset med LED-lys. Vores LED-lys er blandt de mest avancerede i verden og bruger halvt så meget strøm som tilsvarende LED-lys. Samtidig fungerer de som varmeapparat for planterne, så vi ikke behøver anden varme i produktionen. Alle vores LED-lys drives af certificeret vindmøllestrøm
Intet går til spilde. Efter høsten bruger vi nemlig rødderne til at lave gødning af. Vi fermenterer rødderne og tilsætter kun naturlige mineraler. Vi kalder det bio-gødning og det fungerer bedre og er langt mindre ressourcekrævende end kunstgødning.
Når vandet har været forbi planterne, så renses det og sendes påny ud i anlægget. Samtidig tilsættes det luft, så man undgår, der dannes slim omkring rødderne.
Vi recirkulerer og renser altså alt. Fordi vi har 100 procent kontrol over både vand- og næringsoptag fra planterne, går der intet til spilde. Da der samtidig er helt rent, hvor planterne gror, så bruger vi intet vand til at skylle planterne. Det betyder, at vi bruger 95 procent mindre vand end jordbrug og vi intet udleder til naturen.
Lige inden planterne høstes, så sænker vi temperaturen, hvilket helt naturligt får planten til at trække vand og næringsstoffer ind i bladene. Derfor er vores planter mere sprøde, holder sig længere og smager bedre.
Fordi planterne ikke skal kæmpe mod naturen i form af vind og vejr, ikke skal bruge kræfter på at hive næring eller vand op af jorden eller bekæmpe skadedyr, så vokser de hurtigere. Faktisk bruger de kun 2-3 uger på at vokse fra frø til færdig plante. Det betyder, at vi kan så og høste i en vedvarende proces 15 gange om året og producerer 1000 tons grønt på 100 gange mindre plads, end hvis vi dyrkede ude på marken.
Al adgang til vækstmiljøet foregår gennem en luftsluse, og helt fra frø til pakning er planterne uberørt af menneskehånd. Vanding sker via rødderne, så bladene ikke bliver våde, og alle disse forhold betyder, at hverken vi eller du behøver at skylle planterne inden brug. Det sparer ikke kun vand, det holder dem også friskere og sprødere i længere tid.